Teknik

De tekniske anlæg er placeret i en ca. 400 m2 stor teknikkælder under svømmehallen. Svømmehallens ventilationsanlæg er opbygget som 5 delanlæg. Alle anlæg er forsynet med varmegenvinding i form af krydsveksler. Hver svømmesal betjenes af sit eget anlæg, og de sidste 3 anlæg betjener servicebygningen. Anlæggene behandler i alt 42.000 m3 luft pr. time og sikrer optimal luftfugtighed og temperatur såvel i svømmesale som i servicebygningen. Bassinvandet renses via tryksandfiltre, og kulfiltre absorberer det bundne klor. I et klor-elektrolyseanlæg produceres klor af kogesalt til desinficering af bassinvandet. Denne fremgangsmåde eliminerer risikoen for uheld ved transport og håndtering af koncentrerede mængder af kemikalier. Til regulering af bassinvandets ph-værdi tilsættes saltsyre. Såvel klor som saltsyre tilsættes i separate kemikalierum. Doseringen sker efter delstrømsprincippet, hvorved risikoen for sammenblanding af klor og syre elimineres. Såvel vandbehandling som kemikaliedoseringen sker i separate anlæg for hvert bassin.