Babysvømning

Babysvømning er en vandaktivitet for børn under 2 år og deres forældre, og alle er meget velkommen til at deltage.

Babysvømning har fremragende betingelser i Sydthy Svømmebad, hvor der er et dejligt og stort varmtvandsbassin med 34 grader varmt vand. Så kan alle holde sig dejlig lune og prøve en masse legeaktiviteter på barnets præmisser.

Når du svømmer med dit barn, har du mulighed for et intenst og tæt samvær, der virkelig giver noget til både voksne og børn. Så allerede fra første gang vil du opleve velvære sammen med dit barn.

Det er lige fascinerende hver gang at opleve barnets behag i det varme vand og i trygge omgivelser sammen med familien. Det skal simpelthen opleves.

 

Babysvømning holder sommerferie i ugerne 26-31. Vi starter igen tirsdag den 8. august 2023.

Tilmelding

Du er selvfølgelig meget velkommen til selv at møde op med din baby – men vi tilråder dog, at man den første gang tilmelder sig et babyhold.

Vi har babyhold om tirsdagen kl. 11-13, ring og forhør nærmere på tlf. 97 95 11 60.

Det koster 65,- pr. gang for mor/far og barn.

Den anden forældre eller bedsteforældre kan komme gratis med som tilskuer.

Svømmestart

Du kan komme i Sydthy Svømmebad med dit barn, fra det er ca. 3 måneder gammelt. Barnet bør ikke være i vandet for længe ad gangen i begyndelsen. Langsomt kan I udvide tiden til ca. 30 min, der normalt er passende svømmetid for et lille barn.

Efter fødslen kan I begynde forberedelserne hjemme i eget badekar, stort som lille. Gør det daglige bad til en hyggestund, hvor I har god tid til leg, snak og sang. Det er en god ide, at gøre barnet bekendt med bruseren. En vandkande er også et nyttigt stykke legetøj. Det er for eksempel godt, at barnet vænnes til at få vand ned over ansigtet.